Info om ...

Grete 1949

Grete Klitgaard blev født den 5. december 1934 i Hjortekær, Lundtofte, København. Hun var datter af Alma og Roar Johansen og født ind i en hårdt arbejdende familie.

Efter hendes konfirmation i 1949, kom hun i huset hos forskellige familier og senere tog hun jobs på fabrikker, for der skulle tjenes penge, hvis hendes store drøm om en sangkarriere skulle gå i opfyldelse. Hun lærte sågar at sy korsetter og var i det hele taget en pige med ben i næsen. Hun havde et medfødt talent for at synge og skulle blot høre en melodi een gang, for at kunne synge den selv efterfølgende. Bemærkelsesværdig er det også, at hun var selvlært indenfor sangen.

Først i 50´erne fik hun et job som montrice på Danavox og her mødte hun Jørgen. Jørgen var en glad, charmerende ung mand, ligeledes født i 1934, så det tog ikke lang tid før de 2 dannede par. I starten af 1952 blev Jørgen indkaldt til Marinen og de to, måtte tage afsked med hinanden. Umiddelbart efter at Jørgen var rejst, fandt Grete ud af at hun var gravid.

Den 8. oktober fødte hun en lille pige på Rigshospitalet, som fik navnet Gitte.

Det er derfor jeg i dag kan fortælle om denne unikke person, der både var min Mor, mit idol, min stjerne og min veninde. Hun har virkelig sat sit gevaldige aftryk for eftertiden, for hun var og er stadig en elsket person af mange, og efter min mening, desværre også  glemt i mange musik- og historiebøger. Det fortjener hun ikke. Hun gav sit liv for musikken.

Grete Klitgaard´s karriere sluttede brat en kold og solrig søndag i januar 1964. Efter flere perioder hvor hun måtte træde tilbage fra søgelyset, for at komme sig efter flere episoder med stress, forsøgte hun at råbe om hjælp, ved et utilsigtet selvmordsforsøg, som desværre endte tragisk, til trods for at hun ikke var alene i hjemmet. Vedkommende fandt hende desværre alt for sent.

Efter en periode på lidt over 50 år, bliver hun nu mindet med udsendelsen af alle hendes melodier på CD´er. I januar 2017 udsendtes den sidst dobbelte CD af ialt 4. Se mere herom på Webshoppen. Men nu kan vi så heldigvis glæde os over, at kunne høre hendes dejlige, klare stemme, hendes sødme i mange af melodierne, men hver især af os, har et eller andet minde, der forbinder os til denne kærlige og unikke person.

Ære være hendes minde 

R.I.P. 05.12.1934 - 26.01.1964